Værested brændt ned for millioner: Nu falder dommen over 59-årig mand
Kun murene stod tilbage efter branden på Værestedet Syrenen i Brovst.
Der skete skader for mere end otte millioner kroner, da Værestedet Syrenen i Brovst gik op i flammer omkring klokken 05 om morgenen 27. april i år.
Torsdag står en 59-årig mand tiltalt for at have påsat branden, der førte til, at Værestedet Syrenen på Tjørnevænget i Brovst brændte ned til grunden. Skaderne er efterfølgende opgjort til 6,9 millioner kroner på bygningerne, og samtidig gik inventar og indbo for omkring 1,4 millioner kroner også op i røg.
Branden blev opdaget af en nabo til Syrenen, og selv om der omgående blev slået alarm og brandfolk fra Brovst og Fjerritslev hurtigt var på stedet, havde ilden allerede så godt fast, at bygningerne ikke stod til at redde. Taget var overtændt, da slukningsarbejdet begyndte, og i løbet af kort tid stod der reelt kun murene tilbage.
Brød ind med brandbare væsker
Den 59-årige mand blev efterfølgende anholdt, og han er tiltalt for at være brudt ind på værestedet, hvor han ifølge anklageskriftet spredte brandbare væsker og satte ild på, hvilket altså udløste den altødelæggende brand.
Den 59-årige mand har siden anholdelsen været varetægtsfængslet, men anbragt på psykiatrisk sygehus, og Nordjyllands Politi lægger i anklagen også op til, at hvis manden bliver dømt for ildspåsættelsen, så vil anbringelse på psykiatrisk sygehus være den rette sanktion.
Det fremgår ikke før retssagens start, hvordan den 59-årige forholder sig til politiets tiltale.