Vendsyssel Festival åbner med koncert i kirke

Vendsyssel Festival er Skandinaviens største festival for klassisk musik, og onsdag aften er der åbningskoncert i Saltum Kirke.

Den største festival for klassisk musik i Skandinavien åbner onsdag aften. Det norske band Trondheim Solisterne åbner festivalen med en koncert i Saltum Kirke, hvor også kultur- og kirkeminister Bertel Haarder vil være til stede.

Vendsyssel Festival varer fra den 6. juli til den 19. august, og i alt bliver der spillet 61 koncerter, som er fordelt ud over 34 forskellige koncertsteder. Det vil være muligt både at opleve danske og internationale kunstnere på festivalen.

Kurt Jensen er en af dem, der er med til at stable koncerterne på benene. Hele eftermiddagen op til koncerten har han arbejdet på at gøre klar. Han har været en del af Vendsyssel Festivals styrelse de sidste fire år, men har hjulpet med festivalen i over 20 år.

- Jeg er vældig glad for klassisk musik, og jeg vil gerne være med til at sprede den så meget som muligt. En af måderne at gøre det på, når man ikke selv kan spille, er ved at være med til at arrangere nogle koncerter rundt omkring i vores landsdel, siger Kurt Jensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland