Weekenden byder på spektakulær drageflyvning
Luftrummet vil lyse op i alverdens farver og figurer, når drageentusiaster fra hele Norden giver dragerne luft under vingerne til Blokhus Vindfestival.
Det er et farvestrålende syn, der møder besøgende på Blokhus strand i denne weekend. 4. og 5. juni mødes drageentusiaster fra Tyskland, Sverige, Norge, Belgien og Danmark til Blokhus Wind Festival, og arrangøren garanterer, at det bliver en fotogen oplevelse.
- Jeg glæder mig helt vildt, og hvis vejret bliver så godt, som de lover, så kommer der rigtig mange smukke drager på himlen, siger Jette Haugaard Grønhøj, der er eventkoordinator ved VisitJammerbugt.
Fredag eftermiddag var vinden lidt for frisk til de største drager, men lørdag og søndag ser vejrprognoserne drage-venlige ud, og hvis alt går efter planen, vil man blandt andet kunne opleve en 400 kvadratmeter stor hare på himlen i løbet af weekenden.
Flere vindaktiviteter
Blokhus Wind Festival byder også på besøg fra Nordjyllands Paraglideklub, der vil vise og fortælle om, hvordan man lærer at paraglide.
Derudover kan man møde faldskærmsklubben Nordenfjords, der både laver solospring og tandemspring, og hvis man er til den slags, vil det være muligt at købe et spring på dagen.
Udover det flotte syn af de mange drager, er der også aktiviteter, der er målrettet børn. Der vil blandt andet være faldskærmsudspring for bamser, og det vil regne med karameller fra en af dragerne.
Det hele foregår på Blokhus Strand lørdag og søndag fra 10-17.