Nordjyllands Politi: Drab skyldes internt opgør i kriminelt miljø
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Politiet efterforsker lige nu på fuld kraft i området, hvor en 27-årig blev knivdræbt lørdag aften.
Noget tyder - ifølge Nordjyllands Politi - på, at et internt opgør i kriminelt miljø er årsagen til, at en 27-årig mand blev dræbt med kniv på åben gade i Aalborgs midtby.
Nordjyllands Politi fik 5. august 2017 kl. 18.03 melding om, at der var et større slagsmål i gang mellem adskillige personer på Øster Alle i Vejgaard-området, der ligger i nærheden af Aalborg.
Under slagsmålet blev der anvendt knive og køller, og det var i forbindelse hermed, at en 27- årig mand blev ramt af flere knivstik. Klokken 18.49 fik politiet melding om, at manden var afgået ved døden.
Nordjyllands Politi sendte øjeblikkeligt et større antal politi-styrker til området. Derfor kan borgerne i området se en række afspærringer, der skal sikre, at politiets patruljer og teknikere kan arbejde.
- Vores massive efterforsknings-arbejde fortsætter – både for at finde de formodede gerningsmænd og for at klarlægge hele hændelsesforløbet, siger vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Anders Uhrskov, der har ansvaret for efterforskningen i en pressemeddelelse fra Nordjyllands Politi.
Ifølge politiets efterforskning er der tale om et internt opgør i et kriminelt miljø.
- Vi har en del spor, vi forfølger. Af hensynet til vores efterforskning kan jeg ikke komme det nærmere, siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov, der ikke mener, at borgerne skal være bekymret for at færdes i Aalborg.
De pårørende til den afdøde mand er underrettet.