Er det her en konstituering i et kosteskab? - Narj, vi har bare en god dialog
TV2 Nords reporter fandt pludselig Leon Sebbelin (R), Lene Aalestrup (K) og Jesper Ferløv Greth (V) i et kosteskab.
I Rebild Kommune er der flere bejlere til borgmesterposten, og tre af dem var tidligt på valgaftenen bogstaveligt talt at finde i et kosteskab.
Det startede med, at Venstres spidskandidat, Jesper Greth, gik ind i det lille rum med Radikale Venstres spidskandidat, Leon Sebbelin.
Og så sluttede Konservatives Lene Aalestrup sig til selskabet.
- Vi skulle lige have ro til at snakke, og det var det eneste sted, der var ledigt, til at snakke under fire øjne, siger Jesper Ferløv Greth, mens han står mellem gulvspande og rengøringsartikler.
- Det var ikke fordi, Lene ikke måtte være med. Men vi havde lige noget, vi skulle drøfte. Og så kom Lene også med, og det var fint, siger han.
Bare gode kolleger
10 spidskandidater fra 10 forskellige lister vil være borgmester i Rebild Kommune.
- Leon Sebbelin fik borgmesterposten sidste gang og forrige gang, fordi det var ham, de store partier kunne blive enig om, siger TV2 Nords politiske analytiker, Søren Wormslev.
TV2 Nords reporter Katja Schwartz Schlaikier fik ikke meget ud af de fnisende kandidater i kosteskabet tidligt på valgaftenen.
Leon Sebbelin, hvad skulle i tale om?
- Kommunalvalget.
Kan du komme det nærmere?
- Narj. Vi skulle lige snakke om noget, hvordan og hvorledes verden ser ud. Og de resultater der er kommet, siger Leon Sebbelin.
Lene Aalestrup er det her en mulig konstituering i et kosteskab?
- Det er da i hvert fald nyt. Narj, jeg har to rigtig gode kollegaer her, og vi har en god dialog, og det har vi hele vejen igennem. Så det er to personer, jeg sætter pris på.
Så det jeg hører er, at I tre faktisk overvejer at konstituere jer sammen?
- Nej det er for tidligt, siger Leon Sebbelin.
- Det er slet, slet ikke der vi er endnu. Vi havde bare lige brug for fem minutter, siger Jesper Greth.
Skal ud af busken
Allan Busk, spidskandidat for den Sociale Fællesliste i Rebild Kommune, opfordrede partikollegerne til at vente med at smede rænker til vælgernes dom ligger klar.
- Det kan vi jo ikke forhindre (at de taler i kosteskabet red.). Og har de et flertal, så er det jo nok sådan, det bliver. Jeg synes, det er lidt dumt, at de render og laver konstitueringer nu, før de har stemmerne, siger han og uddyber:
- Jeg har den taktik, at vi skal lave den bredest mulige konstituering til gavn for borgerne i Rebild Kommune. Og er der så folk, der lusker af og laver noget, jamen så kan du ikke gardere sig mod det.
Hvad er en konstiutering:
- Når en ny kommunalbestyrelse er valgt, skal kommunalbestyrelsen afholde et konstituerende møde.
- På dette møde vælges borgmester, viceborgmestre og medlemmer til kommunalbestyrelsens forskellige udvalg.
- Endvidere vælger kommunalbestyrelsen medlemmer til en lang række bestyrelser, råd og nævn.
Kilde: Thisted Kommune