Topplacering til Lasse Frimand hos S i Aalborg
Foto: Aalborg Kommune
Lasse Frimand Jensen har fået en topplacering på den socialdemokratiske opstillingsliste i Aalborg
To yngre socialdemokratiske byrådsmedlemmer i Aalborg er efter en urafstemning rykket i front på opstillingslisten - de afløser to veteraner, der ikke genopstiller .
I københavnsk kommunalpolitik er Frank Jensen fortid. Nu rykker hans søn til gengæld helt frem i geledderne i aalborgensisk lokalpolitik.
En netop afsluttet urafstemning i Socialdemokratiet i Aalborg har anbragt Lasse Frimand Jensen næstøverst på partiets liste til kommunalvalget i november, lige efter spidskandidaten, borgmester Thomas Kastrup-Larsen. På de følgende pladser på stemmesedlen har partimedlemmerne placeret Lisbeth Lauritsen og Nuuradiin Hussein.
Ved kommunalvalget i 2017, hvor 48,7 pct. af vælgerne i Aalborg stemte socialdemokratisk, stod to af partiets veteraner, rådmand Mai-Britt Iversen og Anna Kirsten Olesen, på anden- og tredjepladsen. Ingen af de to genopstiller, og i stedet er to unge politikere, 35-årige Lasse Frimand Jensen og 34-årige Lisbeth Lauritsen, rykket i front.
Placeringen på opstillingslisten er ikke afgørende for, hvilke poster de enkelte kandidater kan få efter et valg. Det er i langt højere grad de personlige stemmer på valgdagen, der spiller ind.
Alligevel kan de to unge kandidaters topplacering ved urafstemningen måske ses som et fingerpeg om, hvem partimedlemmerne kunne se som frontfigur, når Thomas Kastrup-Larsen en dag vælger at stoppe. Borgmesteren, der er 48 år, har tidligere tilkendegivet, at han nok gerne vil prøve andet i livet og derfor ikke forestiller sig, at han skal pensioneres fra borgmesterposten. Hvis han til november genvælges, tager han fat på sin tredje periode som borgmester. Han kom første gang i byrådet i 1998.
Lasse Frimand Jensen arbejder som projektleder for International House North Denmark, mens Lisbeth Lauritsen, der er læreruddannet, har arbejdet for AOF. Begge bor i øvrigt i Nørresundby og har siddet i byrådet siden 2014.