19 elever sad fast i elevator
En flok nystartede elever på TechCollege sad natten til lørdag i længere tid fast i en elevator.
I en lille elevator på TechCollege klemte 19 elever sig ind og fik trykket på etageknappen.
Elevatoren begyndte da også at køre nedad. Men ikke ret længe.
En af de elever, der var med elevatoren, var 15-årige Mathias, der ikke ønsker at have sit efternavn med i artiklen.
- Elevatoren kører de første ti centimeter nedad, og så sidder den jo bare fast, siger han til TV2 Nord.
Ifølge Mathias måtte sad eleverne i elevatoren i halvanden time, inden hjælpen ankom til stedet, hvor flere, ifølge den 15-årige elev, besvimede undervejs.
Ifølge uddannelsesdirektør på TechCollege, Rikke Palmgren, er der tale om, at alt for mange elever er gået ind i en elevator, der på ingen måde kunne holde til så højt et antal personer.
- Der må være ti personer i elevatoren, så de har været dobbelt så mange, som de måtte, siger hun til TV2 Nord og fortsætter:
- Og det kunne de godt regne ud, da de gik ind i elevatoren, at det nok var for mange.