27-årig idømt fængsel for samleje med halvlillesøster
Et års fængsel.
Det er, hvad en 27-årig mand er blevet idømt af straf, efter Retten i Aalborg fandt det bevist, at manden havde haft et samleje med sin halvlillesøster.
Det oplyser specialanklager Mia Haaning Andersen.
Sagen har været omfattet af både et navne- og referatforbud, men af anklageskriftet fremgår det, at overgrebene, ifølge anklagerne stod på over længere tid og førte til, at pigen blev gravid.
Manden blev også dømt for hærværk og for vidnetrusler, da han i august 2023 ifølge anklageskriftet opsøgte en person på en adresse i Aalborg, tog fat i vedkommende og truede: 'Er det dig, der har ringet til politiet? Hvis det er dig, så fucking smadrer jeg dig. Jeg smadrer det hele. Jeg smadrer jeres vinduer og jeres hjem'.
Den 27-årige blev også dømt for at modsætte sig anholdelse.