41-årig udsatte 10-årig for seksuelle krænkelser - nu har han fået dommen
En 41-årig mand er ved Retten i Aalborg blevet idømt et års ubetinget fængsel for seksuelt at krænke en 10-årig dreng, som han var pædagog for.
Samtidigt har han fået et forbud mod, at børn og unge under 18 år må bo under samme tag som ham, og at børn og unge under 18 år kun må komme i hans hjem, hvis de er i selskab med en voksen - altså et såkaldt besøgsforbud.
Desuden er han frakendt retten til at arbejde med børn og unge.
Det fortæller anklagerfuldmægtig Linda Vestergaard Jensen.
Den 41-årige pædagog, der er fra Aalborg, udsatte drengen for seksuelle krænkelser i en otte-og-halv måneder lang periode fra oktober 2022 til juni 2023.
Blandt andet badede han jævnligt nøgen i badekar med den 10-årige, hvor manden i den forbindelse dykkede ned i badet, mens drengen sad nøgen.
I retten forklarede manden, at der intet seksuelt var i det.
Derudover forklarede manden om en situation, hvor den 10-årige havde taget fat i mandens lem, hvilket den 41-årige havde opfattet som om, at drengen lavede sjov med ham.
Den 41-årige svarede ved selv at tage fat i drengens lem, en handling, som han fortrød i dag, lod han retten forstå.
Manden nægtede sig skyldig i alle anklagepunkterne.