54-årig trafikdræbt: 74-årig bilist i retten for uagtsomt manddrab
En tragisk ulykke i morgentrafikken i Aalborg sidste år ender nu i Retten i Aalborg. Politiet har nemlig tiltalt en 74-årig mand for uagtsomt manddrab.
Ulykken skete 6. december sidste år ved 7.40-tiden om morgenen.
Her kom en 54-årig mand cyklende mod vest på Indkildevej i Aalborg. Samtidig kom den 74-årige mand kørende i bil ad Indkildevej mod øst.
Bilisten foretog et venstresving, men overså tilsyneladende fuldstændig cyklisten, som han påkørte fra siden.
Den 54-årige cyklist blev alvorligt kvæstet ved ulykken og blev kørt på sygehuset i kritisk tilstand. Trods lægernes kamp for at redde mandens liv afgik han ved døden kort før kl. 13 samme dag.
Bilisten er tiltalt for ikke at have overholdt sin vigepligt, og eftersom ulykken fik den værst tænkelige udgang er han også tiltalt for uagtsomt manddrab.
Det fremgår ikke før sagens start, hvordan den 74-årige mand forholder sig til politiets anklager.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.