For anden dag i streg: AaB scorer til 2-1 dybt inde i tillægstiden
En lørdag byder ofte på masser af sport, og der er også gang i den i kvindernes næstbedste fodboldrække 1. division.
Her har to nordjyske hold denne lørdag været i aktion med blandede resultater.
AaB's kvindehold skulle rette op på en halvsløj start på sæsonen hjemme mod bundproppen fra Solrød, og det lykkedes også med hiv og sving.
Gæsterne kom foran efter 17 minutters spil, og dermed haltede AaB-kvinderne efter tidligt i opgøret.
Vi skulle hen i det 59. minut, før nordjyderne for alvor viste tænder, da Anne-Laura Jakobsen udlignede til 1-1, og så skal det være usagt, om AaB'erne havde fulgt med i herreholdets kamp i går.
Men ikke desto mindre gjorde kvinderne dem kunsten efter og scorede til 2-1 dybt inde i overtiden, hvilket også blev slutresultatet.
FC Thy-Thisted Q havde derimod mere held i sprøjten, da holdet gæstede Næstved i selvsamme fodboldrække.
Allerede efter tre minutter scorede Anna Givskov til 1-0 for nordvestjyderne, der også kunne gå til pause med den føring, før Sarina Heeb efter 51 minutter fordoblede føringen for Thy-Thisted-kvinderne.
2-0 blev også slutresultatet, og dermed spillede mandskabet sig op på andenpladsen i rækken, mens AaB i stedet ligger nummer seks efter seks opgør.