AaB-svensker udtaget til landshold
AaB-profilen Melker Widell er onsdag blevet udtaget til Sveriges U/21-landshold.
Den svenske midtbanespiller har en kamp fredag med AaB mod Vejle i 3F Superligaen, før han i næste uge drager med det svenske ungdomslandshold, der skal møde Georgien og Holland i to afgørende EM-kvalifikationskampe.
Det skriver AaB på sin hjemmeside.
Sverige ligger på tredjepladsen med 14 point, mens Georgien er på den playoffkampgivende andenplads med 16 point.
Holland har sikret sig førstepladsen med 27 point.
Melker Widell kan med de to kampe komme op på en total af ni kampe for Sveriges U/21 landshold.