AaB-talent udtaget til landsholdet
Danmarks U/20-landshold i herrefodbold spiller tirsdag mod Sveriges ditto i en træningskamp, og her vil der være to AaB-spillere i truppen.
Da U/20-landsholdet besejrede selvsamme Sverige lørdag, var det med AaB'eren Kasper Davidsen i truppen, og nu er en anden AaB-midtbanespiller blevet efterudtaget til landsholdet.
Der er tale om 18-årige Mads Bomholt, og hvis han får spilletid, vil det være hans debut på U/20-landsholdet, skriver AaB på sin hjemmeside.
Han har tidligere spillet seks ungdomslandskampe med to mål til følge.