Aalborg får igen direkte rute til London
Snart kan nordjyderne igen flyve direkte til London fra Aalborg Lufthavn.
Den populære rute, som ellers har været nedlagt, kommer nu tilbage, skriver lufthavnen i en pressemeddelelse. Ruten blev nedlagt, da Ryanair trak sig fra flyvninger fra lufthavnen.
Flyvningerne bliver to gange om ugen – torsdag og søndag – og henvender sig ifølge Aalborg Lufthavn både til fritidsrejsende og erhvervsfolk. Genåbningen af ruten betyder, at Nordjylland får direkte adgang til en af Europas mest populære storbyer blandt danske rejsende.
Den første afgang er planlagt til skærtorsdag 2. april.