Aalborg Håndbold sætter ambitiøst mål
Der bliver tænkt store tanker i Aalborg Håndbold. Klubben har netop præsenteret en ny strategi under navnet 'AAL in for Aalborg Håndbold'.
Her er visionen, at Aalborg-holdet skal blive verdens bedste håndboldklub.
– Vi har som klub oplevet en stor vækst siden 2011, og vi er stolte over, hvor vi er nået til indtil videre. Det betyder dog langt fra, at vi er tilfredse. Så for at sætte nye klare mål for klubben har vi gennem et lille års tid arbejdet med at skabe en ny strategi, ligesom vi har opdateret alt fra vores vision og mission til vores værdier, siger Jan Larsen, der er direktør i Aalborg Håndbold.
Den nye strategi er udarbejdet med hjælp fra spillere, trænere, fans og medarbejdere i klubbens administration.
– At blive verdens bedste håndboldklub kan forstås på flere måder. Først og fremmest gælder det naturligvis resultaterne på banen, hvor vores erklærede mål er at vinde EHF Champions League, men det gælder i høj grad også oplevelsen uden for banen, hvor vi tilstræber at give vores tusindvis af fans og rekordstore publikum den bedste mulige kampoplevelse, siger Jan Larsen.
Bliv klogere på strategien her.