Aalborg Pirates smider point i overtiden
Aalborg Pirates tabte onsdag aften med 3-2 til Odense Bulldogs efter forlænget spilletid. Derfor blev det blot et enkelt point til piraterne, der endda var på hjemmebane.
Piraterne startede ellers godt ud med at bringe sig foran med både 1-0 og 2-0 i kampens første periode. Det var Matt Salhany og Lasse Bo Knudsen, som stod for hjemmeholdets eneste to mål i kampen.
I anden periode var det gæsterne, der fik sendt pucken to gange i nettet, hvilket fik stillingen på 2-2.
Da slutfløjtet lød, var stillingen uændret, og derfor måtte kampen ud i overtid, før den blev afgjort. Her var det gæsterne, der fik scoret kampens sidste og afgørende mål, hvilket sendte Aalborg-spillerne i bad med blot et point.
Piraterne ligger dog fortsat suverænt på førstepladsen med 40 point og hele otte point ned til Herning Blue Fox på andenpladsen.