Aalborg Streetfood anmeldt til politiet
Madmarkedet i den vestlige del af Aalborg er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for brud på kontantreglen.
Det oplyser Forbrugerombudsmanden torsdag.
Anmeldelsen sker på baggrund af en række klager, som de har modtaget fra marts 2021 og frem til sommeren i år.
Misforståelse
Ifølge kontantreglen skal virksomheder, som modtager kort- og mobilbetalinger, også tage imod kontantbetalinger i tidsrummet 06:00-22:00.
- Hvis en virksomhed tager imod betaling med kort eller mobil, så skal den også tage imod kontanter, medmindre der er tale om selvbetjening eller handel på nettet. Der er kunder, som ønsker eller kun kan betale med kontanter, og kontantreglen har til formål at hindre diskrimination af disse kunder, siger Andreas Weidemann, der er fungerende forbrugerombudsmand.
Sammen med Aalborg Streetfood er seks andre virksomheder havnet i samme båd. Der er tale om Casablanca Aarhus ApS, COOP Danmark A/S, V21 A/S (Værftets Madmarked), Leos Legeland Danmark A/S, Mash Århus ApS og Scandic Hotel A/S.
Ifølge Toni Jørgensen, der er indehaver af Aalborg Streetfood, er der dog tale om en misforståelse, og Forbrugerombudsmanden har anmeldt et forkert firma. Det skriver Nordjyske, hvor Toni Jørgensen udbeder sig betænkningstid, før han vil sige yderlige.