Aktivister demonstrerede i Aalborg Lufthavn
Søndag middag har nogle aktivister demonstreret i Aalborg Lufthavn. Det viser billeder, som TV2 Nord har fået tilsendt.
Her sad aktivister med skilte, hvorpå der står "forbyd privatfly" foran et North Flying-privatfly, som stod til udstilling til dagens rejsefestival.
- Det var relativt udramatisk, men de satte sig foran flyet, så andre ikke kunne komme ind. Da de ikke lyttede til vores anvisninger, så er vores procedure at ringe til politiet, oplyser salgs- og marketingdirektør i Aalborg Lufthavn, Martin Svendsen.
Politiet har været til stede ved lufthavnen, og episoden skete omkring klokken 13.
I samme tidsrum var der rejsefestival i lufthavnen, hvor 12.000 mennesker lagde vejen forbi.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Nordjyllands Politi.