Bilist på motorvejen så flammer og slog alarm
En måske lidt træt bilist skulle formentlig lige kigge en ekstra gang, da personen i nat kom kørende på motorvejen ved det sydlige Aalborg omkring klokken 03:15.
Bilisten fik nemlig øje på flammer inde fra kolonihaveområdet ved Højvang Vest, og derfor slog bilisten alarm.
Både politi og beredskab kom hurtigt ud på stedet, hvor der mødte dem et overtændt kolonihavehus.
- Man er stadigvæk i gang derude med en kontrolleret nedbrænding, så der har været meget gang i den, siger vagthavende hos Nordjyllands Politi, Thomas Ottesen, ved 06-tiden torsdag morgen.
Der er ingen tilskadekomne ved branden, og brandårsagen skal undersøges nærmere torsdag.
- Vi har mistanke om en el-fejl, så det skal undersøges i dag.
- Men en hurtig indsats gjorde, at den ikke spredte sig til de omkringliggende huse, siger Thomas Ottesen.