Kort Nyt

Billetsalget åbnede klokken 10 - nu melder Nibe Festival næsten udsolgt

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ingen musiknavne er offentliggjort endnu.

Billetterne rives simpelthen væk. Klokken 10 i dag åbnede Nibe Festival for billetsalget til næste års festival, og her bare lidt over fem timer senere er størstedelen af partoutbilletterne solgt.

- Vi vidste godt, at Nibe 2023 blev en fantastisk oplevelse og en meget stor succes. Vi var selvfølgelig også opmærksomme på, at rigtig mange ikke nåede at få billet til sommerens festival, siger festivaltalsmand Peter Møller Madsen og tilføjer:

- Men at trykket har været så stort, at vi nu har solgt tæt på 80 % af partoutbilletterne, det havde vi slet ikke turdet drømme om. Det er spændende, hvor lang tid der går, før vi kan melde helt udsolgt af partoutbilletter, siger festivaltalsmand Peter Møller Madsen.

Nibe Festival i 2024 afholdes fra 3.-6. juli. Peter Møller Madsen har svært ved at få armene ned over den rekordstore efterspørgsel. En efterspørgsel, der ikke skyldes et fuldstændig eminent musikprogram.

For der er endnu ikke præsenteret så meget som én kunstner.

- Nu skal vi så leve op til den store tillid, som Nibe-publikummet har vist os. Nu skal vi præstere på alle hylder, og det har vi tænkt os at gå all in på, siger Peter Møller Madsen.

Dagsbilletsalget åbner efter planen senere på året, mens campingsalget først åbnes engang i 2024.

Nibe Festival blev i 2023 udsolgt hurtigere end nogensinde.

12-årig dreng faldt ned fra skrænt og måtte reddes i land

En 12-årig dreng måtte søndag aften reddes, da han var faldet ned af en skrænt ved Nordens Kridtgrav ved Solbyen i Aalborg.

Det oplyser indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Niels Eltzholtz til TV2 Nord.

- Han var faldet ned af skrænten, og nede for enden havde han fået stykke gammelt pigtråd op i hælen, derfor havde han ikke mulighed for at komme op igen, forklarer indsatslederen.

Foto: Rene Schütze

Beredskabet satte en redningsbåd i vandet for at redde drengen.

- Han er netop kommet i land til sin far, og han er kørt med ambulance til hospitalet nu, forklarer Niels Eltzholtz.

Drengen var ifølge indsatslederen ved godt mod.

- Han var vågen og frisk, men han var træt af det stykke pigtråd i hans hæl, og han var nervøs for, at den skulle ud, konstaterer han.

Det vides endnu ikke, hvorfor drengen faldt ned at skrænten.

Her er seneste status på kemi eksplosion

Lørdag kom en 22-årig mand alvorligt til skade i forbindelse med en eksplosion under et kemishow på Tønder bibliotek, som Aalborg Universitet stod bag.

Den 22-årige har det godt efter omstændighederne ifølge Kim Lambertsen Larsen, som er institutleder for Institut for Kemi- og Biovidenskab på Aalborg Universitet.

Hændelsen skete under udførelsen af et ifølge institutlederen 'meget klassisk' kemiforsøg, som hedder "Ånden i glasset".

Forsøget går ud på, at man skaber en kemisk reaktion i en flaske, som gør, at en røgsky kommer ud af flasken.

Lørdagens hændelse har chokeret både de deltagende og Kim Lambertsen Larsens medarbejdere, derfor er det på nuværende tidspunkt uvist, om man vælger at gennemføre de resterende kemishows, som egentlig er planlagt.

Du kan læse en mere detaljeret status her.

Motocrosskører påkørt af bil: Kørt fra stedet med traumekørsel og eskorte

Søndag eftermiddag er en 18-årig mand på en motocross blevet påkørt af en personbil på Hestbækvej syd for Farsø.

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen.

- Den 18-årige kørte ud på landevejen fra en markvej, oplyser han.

Den tilskadekomne har ifølge vagtchefen synlige brudskader og er kommet alvorligt til skade. Han kan dog ikke komme med yderligere informationer omkring den unge mands tilstand.

- Han blev kørt med traume og eskorte fra stedet, oplyser vagtchefen dog.

Der blev tilkaldt en bilinspektør, som skal klarlægge de nærmere omstændigheder. Han har netop afsluttet arbejdet derude ifølge vagtchefen.

De pårørende er underrettet.