Borgmester inviterer til stor guldfest
Gårsdagens fejring af Aalborg Håndbold er langt fra slut.
I går vandt det nordjyske hold DM-guld, og det skal fejres med manér. Lasse Frimand Jensen (S), der er borgmester i Aalborg Kommune, har nemlig inviteret hele Aalborg til guldfest i morgen, mandag, den 3. juni.
Fejringen foregår på Gammeltorv ved Aalborg Rådhus klokken 16.
- Jeg ønsker Aalborg Håndbold tillykke med den store præstation. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke spillerne, trænere og alle de ansatte omkring holdet. Ikke mindst skal der også lyde en tak herfra til frivillige og fans for deres suveræne opbakning, siger borgmesteren og tilføjer:
- Aalborg Håndbold fortjener at blive fejret af byens borgere og mange fans her på Gammeltorv. Jeg er en glad og stolt borgmester. Aalborg Håndbold har leveret et fantastisk resultat, som kan inspirere de mange unge håndboldspillere ude i klubberne. En sejr som denne markerer igen, at Aalborg er en af Danmarks bedste idrætsbyer.
Til fejringen vil Lasse Frimand Jensen sige et par ord til spillerne og trænerne fra Aalborg Håndbold.
Det er syvende gang, at klubben sikrer sig Danmarksmesterskabet. Sidste gang var i 2021.