Endagsfestival lukker og slukker: Økonomien hænger ikke sammen
Flere festivaler har haft nogle svære kår de seneste år, og en af de mindre af slagsen i Nordjylland er nu nødt til at dreje nøglen om.
Limfjordsfesten, der er en endagsfestival med musik, har netop meddelt på Facebook, at festivalen ikke kommer tilbage.
- Vi må desværre på vegne af Limfjordsfesten, se i øjnene, at 2022 blev et år, som vi ikke har kunne afslutte økonomisk, skriver de og fortsætter:
- Der har desværre ikke været den opbakning og tilslutning, som man kunne have håbet på. Derfor vil Limfjordsfesten takke af for denne gang. Vi har ikke kunne finde nogle fair løsninger, som ville kunne bringe endnu en Limfjordsfest på banen igen.
Festivalen peger i opslaget også på, at der er flere krav, som skal overholdes, end da den begyndte i 1999, og at det er blevet sværere at finde hjælpere dertil.
Allerede sidste år pegede det dog i den forkerte retning for festivalen, som netop ikke blev afholdt i 2023, fremgår det af facebooksiden.