Et minuts stilhed - faldne betjente mindes
Mindehøjtideligheden er til ære for de afdøde betjente.
Foldede hænder og stålfaste blikke rettet nedad. I dag afholdt Nordjyllands Politi mindedag. Det skete med blomster, mindeord og et minuts stilhed.
Det er ikke nogen tilfældighed, at dagen hvert år afholdes netop den 19. september. Det var nemlig dagen, hvor tyskerne stormede de danske politistationer og internerede politibetjentene i 1944.
Næsten 2000 af betjentene blev senere sendt til koncentrationslejre i Tyskland, hvor de sad frem til befrielsen.
- Mindedagen er en tradition, vi bliver ved med at holde fast i. Det er vigtigt stadigvæk at tænke over, at der er folk, der har givet deres liv for det her arbejde, siger politidirektør ved Nordjyllands Politi, Anne Marie Roum Svendsen.
Opholdet i koncentrationslejrene kostede mange betjente livet. Også flere fra Aalborg. Foruden de afdøde politifolk fra Anden Verdenskrig blev de betjente, der er døde i tjeneste efter krigen også æret og mindet.
Ceremonien blev afholdt til formiddag foran mindemuren ved Politigården i Aalborg
Politidirektøren holdt en tale omkranset af to fanebærere. Arrangementet er hvert år offentligt, og ifølge politiet er alle velkomne.