Flyv fra Aalborg til nordlys og indlandsisen
Nu er det muligt at hoppe ombord på et fly i Aalborg Lufthavn med kurs mod uforglemmelige oplevelser på kanten af indlandsisen i eventyrlige Grønland.
I sommeren 2024 kan du nemlig flyve til Kangerlussuaq i Grønland med Air Greenland. Flyselskabet tilbyder i alt ni flyvninger i perioden 25.juni til 20. august.
- Vi har i Aalborg Lufthavn oplevet en stor efterspørgsel på at få en rute til Grønland - både fra erhvervslivet og særligt fra de fritidsrejsende, der for eksempel drømmer om at opleve en vandretur på indlandsisen. Det er derfor en stor og glædelig nyhed, at vi sammen med Air Greenland til sommer kan tilbyde en unik rejsemulighed fra Aalborg til Kangerlussuaq, udtaler lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen i en pressemeddelelse.
Det bliver en Boeing 737-800 fra Jettime, med plads til 189 passagerer, der opererer på vegne af Air Greenland og sætter kurs fra Aalborg Lufthavn over Atlanten til oplevelsesrige Grønland. Der vil være et kort stop i København for at samle nye passagerer op, hvorefter turen går videre direkte til Kangerlussuaq.
- Vi har mulighed for at flyve til og fra Aalborg Lufthavn om tirsdagen, ved at mellemlande i København og videre til og fra Kangerlussuaq. Dermed håber vi at imødekomme de kunder, der gerne vil til og fra Nordjylland, siger kommerciel direktør Henrik Søe fra Air Greenland i en pressemeddelelse.