Kæmpe kø: Limfjordsbroen var ude af drift
Onsdag morgen var Limfjordsbroen ude af drift, og det skabte lange køer i begge kørselsretninger på Aalborg- og Nørresundby-siden.
Klokken 9.28 fortæller TV2 Nords reporter på stedet dog, at broen igen fungerer.
- Der er et eller andet teknisk problem med den. Den har været forsøgt oppe og forsøgt lukket ned et par gange, men der mangler omkring en meter for, at den lukker korrekt, oplyste vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup tidligere til TV2 Nord.
Bilisterne blev, mens broen ikke virkede, opfordret til at benytte Limfjordstunnelen i stedet.
Selvom broen atter er farbar, er der forsat lang kø. Det fremgår af Vejdirektoratets Trafikkort.
Politiet oplyser på X, at det stadigvæk er uvist, hvad årsagen til problemet er. Ifølge brovagten undersøger teknikere lige nu, hvorfor broen ikke virkede som vanligt.