Kæmpe kø på motorvej efter uheld
Torsdag eftermiddag klokken 15.47 skete der et uheld på E45 i sydgående retning mellem afkørsel Aalborg S og rastepladsen, hvor Info-teria Dall ligger.
Her var to varebiler kørt sammen.
- Vi har en forventning om, at de er kørt op bag i hinanden, konstaterer vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup.
Både politi og redning var på stedet, og der er ikke melding om, at der er nogle tilskadekomne i forbindelse med uheldet.
I forbindelse med uheldet var det venstre spor spærret, og derfor er der fortsat klokken 16.32 kæmpe kø fra Nørresundby og frem mod uheldet ifølge Vejdirektoratet.
"Normal trafikafvikling forventes efter myldretiden", skriver man.