Kæmpe rockersammenstød ved tankstation
Politiet er lige nu talstærkt til stede ved Uno X i Rærup lidt udenfor Vodskov.
Hele fem patruljer kørte dertil med blå blink, efter Nordjyllands Politi fik en anmeldelse ved 20-tiden om, at der var slåskamp mellem to grupperinger.
- Beskeden lød, at det angiveligt var rockere, så der trykker vi naturligvis på speederen, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Ole Buus.
20 personer
I omegnen af 20 personer var at finde ved tanken, og flere var henholdsvis fra Hells Angels og Comanches MC.
- Vi er ved at undersøge, hvad der er sket. Der er ikke nogen, der er kommet til skade, og der har ikke været slagsmål, siger Ole Buus.
Vagtchefen oplyser, at politiet har fundet en hel del "hittevåben", hvoraf nogle af dem er knive. Politiet afsøger lige nu området med hunde og drone.
Alle implicerede skal afhøres.
- Det er vores hypotese, at der skulle til at ske noget mellem de to grupperinger, men vi kom så imellem, siger Ole Buus.
Rockerklubben Comanches MC har klubhus få hundrede meter fra tankstationen, og TV2 Nords mand på stedet har set flere personer blive ført i retning af klubhuset.
Politiet har på nuværende tidspunkt ikke foretaget nogle anholdelser.