Kattekilling forsøgte at komme til Nørresundby gennem Limfjordstunnelen
En kattekilling slog et lidt for stort brød op, da katten onsdag eftermiddag forsøgte at komme fra Aalborg til Nørresundby gennem Linfjordstunnelen.
Det skriver politiet på X.
- Det har ikke været muligt tidligere på dagen at lokalisere katten, men klokken 17.10 blev den set på kameraerne i tunnellen, skriver de og fortsætter i endnu et opslag:
- Der blev straks lavet spærring af første vognbane og mandskab fra tunnellen kørte til stedet og fandt kattekillingen, som sad i siden af tunnellen og var skræmt.
Kattekillingen blev reddet ud og Dyrenes Beskyttelse er kontaktet for afhentning.