Klager over tidsfrist: Men myndigheder nægter at forlænge
Borgerbevægelsen mod en tredje Limfjordsforbindelse har valgt at klage over den korte høringsfrist på den supplerende miljøkonsekvensrapport og forslag til anlægsloven.
Fristen er sat til 11.januar, men da perioden strækker sig henover julen, mener bevægelsen, at der kun er 19 dage at læse rapporten igennem. Det klager bevægelsen over i en pressemeddelelse.
De skriver, at der er tale om "et papirbjerg på 1811 sider, som borgere og berørte myndigheder skal forstå og kommentere på 19 dage."
- Det, der ser ud som en frist på 35 dage, er i virkeligheden kun 19 dage fratrukket jul-nytår og fridage, siger formand for Borgerbevægelsen, Louise Faber, der er advokat.
Tidligere har Rådmand for Klima- og miljøforvaltningen i Aalborg Kommune, Per Clausen (EL) sagt, at han mener, at fristen er for kort, når man tænker over, hvor lang rapporten er.
- Det er i klar strid med vejloven og VVM-direktivet, når høringspligtige myndigheder nægter at forlænge en høringsfrist, der helt tydelig er fastsat for kort, siger Louise Faber i pressemeddelelsen.
Både Vejdirektoratet og Transportministeren har nægtet at forlænge fristen ifølge Borgerbevægelsen.
Borgerbevægelsen ønsker i stedet en frist på tre måneder, som vil række frem til 7.marts.