Limfjordstunnelen spærres fem gange
En beredskabsøvelse kan betyde, at du skal beregne ekstra køretid ind i din plan, hvis du skal passere Limfjordstunnelen i aften.
Fra klokken 23.30 vil der nemlig blive afholdt en planlagt beredskabsøvelse i tunnelen i Aalborg. Det oplyser Vejdirektoratet.
Øvelsen skal både træne politi, brandvæsen og ambulancetjenesten i at rykke frem i forbindelse med ulykker i tunnelen.
Fysiske bomme kommer til at lukke Limfjordstunnelen i begge kørselsretninger, så trafikanterne er nødt til at holde for fuldt stop.
Mens bilisterne holder stille ved indgangen, rykker beredskabet frem via forskellige ruter, der er planlagt på forhånd. Beredskabet er fremme efter maksimalt 10 minutter. Derefter forlader de området, og så afvikles køen, inden de gentager samme procedure.
Det sker fem gange – hver gang med nye redningsveje. Forløbet bliver filmet af en drone, og optagelserne bliver efterfølgende brugt til at lave en undervisningsvideo til træningsbrug.
Vejdirektoratet beklager de gener, som beredskabsøvelsen kommer til at få for trafikanterne.