Livløs mand reddet ud af brændende lejlighed i Aalborg: Han er uden for livsfare
Opdateret: Den 34-årige mand har fået røgforgiftning, men er vågen og uden for livsfare.
Station Aalborg er kørt til en bygningsbrand i en lejlighed på Teglværks Alle, hvor meldingen lyder på røg fra 2. sal.
Det melder Nordjyllands Beredskab på X, og de fik meldingen 8.12 lørdag morgen.
Da beredskabet kom frem var der sort røg ud af vinduerne. Beboerne i lejlighederne omkring havde evakueret sig selv.
Nordjyllands Beredskab indsatte et røgdykkerhold som eftersøgning, da de ikke vidste, om beboeren i den brændende lejlighed var ude.
Det var han ikke, og de reddede derfor manden ud, der var i livløs tilstand ifølge indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab Henrik Christensen.
Beredskabet har fået slukket branden og er ved at pakke sammen ved 9.20-tiden, da TV2 Nord snakker med indsatslederen.
- Det er en 34-årig mand, der har fået røgforgiftning og er kørt på sygehuset, fortæller vagtchef Ole Buus ved Nordjyllands Politi.
Han er vågen og uden for livsfare, melder vagtchefen yderligere. Der skal nu en pågå undersøgelser, der forhåbentlig skal være med til at klargøre, hvad brandårsagen kan være.
Station Aalborg er kørt til bygningsbrand i lejlighed på Teglværks Alle.
— Nordjyllands Beredskab (@NjylBeredskab) May 18, 2024
Melding lyder på røg fra lejlighed på 2.sal.
Vi ankommer på adressen nu.