Mand overfaldet med kniv, men hvor er han?
I de fleste tilfælde efterlyser Nordjyllands Politi mistænkte og gerningsmænd, når de søger offentlighedens hjælp.
Søndag er historien dog en anden.
For lørdag klokken 23.01 modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om et slagsmål på Nytorv i Aalborg, hvor fire mænd overfaldt en mand med en kniv. De fire unge mænd blev senere anholdt, men politiet efterlyser nu ofret i sagen.
- Vi vil meget gerne snakke med ham, nogen der har kendskab til, hvem det kan være, eller andre der har set episoden, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Ole Buus.
Politiet har både søgt efter manden på skadestuen og ved vagtlægen, men her har det endnu ikke været muligt at finde ham.
Flygtede fra politiet
Selvom der ikke var noget slagsmål, da politiet ankom til stedet, så havde anmelderen, der sad i en bus, filmet slåskampen gennem busruden.
- På videoen var det ret tydeligt at se, at der blev brugt kniv, fortæller vagtchefen.
- Alle patruljerne fik vist videoen, og senere blev de fire unge mænd i alderen 15-17 år fanget omkring Bispensgade.
De fire unge mænd forsøger at flygte, da de ser politiet, men man får fanget dem og taget dem med på politistationen, hvor de bliver afhørt i løbet af natten. Her er de sociale myndigheder og forældrene til stede.
- De er blevet løsladt søndag morgen, men de er fortsat sigtet for kvalificeret vold (vold med kniv, red.) og for at overtræde knivloven.