Milliarder skal gøre forhold bedre for værnepligtige
Gamle og beskidte madrasser, badevandstemperaturer, der ikke kan justeres og dårlig ventilation.
Det er bare nogle af de forhold, som værnepligtige på Aalborg Kaserner bor under, og som har gjort, at kasernen i 2023 har fået et påbud fra Arbejdstilsynet.
Men nu blæser aftalepartierne bag forsvarsforliget til kamp mod det, der bliver betegnet som uhumske forhold for landets værnepligtige i form af en aftale, der sender millarder afsted til at forbedre forholdene på landets kaserner.
- Det giver sig selv, at når der gror skimmelsvamp på badeværelser, når der er fugt i de lokaler, man skal sove og når vinduer og tagsten kan falde af, så er det ikke acceptable forhold, de værnepligtige bor under, siger forsvarsordfører for Socialdemokratiet, Simon Kollerup.
Aftalen kommer efter et år, hvor Arbejdstilsynet har givet rekordmange påbud til kasernerne i Danmark.
- Meningen er, at skabe et forsvar, hvor vi har lettere ved at rekruttere og fastholde, end vi har i dag. Det giver sig selv, at det er svært at fastholde, hvis rammerne er så uhumske, som vi har set beretninger om. Det her er en aftale, der giver konkrete forbedringer for de værnepligtige, siger forsvarsordføreren.
Læs mere her.