Nordjysk OL-bronzevinder får frataget medalje
Den tidligere OL-bronzevinder fra 2008, Andreas Helgstrand, har fået frataget den bronzemedalje, han vandt til DM i dressur i juni.
Det viser en kendelse fra Dansk Rideforbund.
Det er rytterens hest Jovian, der under mesterskabet af en dyrlæge fik en behandling for "lette og forbigående koliksmerter" med en medicinering, der ikke var givet tilladelse til af forbundet.
Ifølge kendelsen kendte Andreas Helgstrand ikke til behandlingen af hesten før et par dage efter.
Han bliver nu diskvalificeret fra søndagens klasse og skal tilbagebetale præmiesummen samt af med 5000 kroner i bøde.
Som modsvar har Helgstrand gjort forbundet opmærksom på, at de to præparater ikke er på på FEI's dopingliste, og at det er deres regler, Dansk Ride Forbund følger.
Den købte forbundet dog ikke ind på.
Den nordjyske direktør og dressurrytters egen far, Ulf, er i øvrigt formand i bestyrelsen hos Dansk Rideforbund.
September har ikke været nogen stor måned for Andreas Helgstrand, hvis stutteri ligger i Uggerhalne.
Ved Retten i Aalborg i starten af september blev det nemlig afgjort, at TV2 og Operation X godt må bruge de optagelser, der er lavet på Helgstrand Dressage-stutteriet tidligere på året med skjult kamera.
Andreas Helgstrand havde ellers i juni begæret fogedforbud.