Nordjysk OL-deltager slået af landsmand
Aalborgensiske Sofie Heby Pedersen var her til eftermiddag i ilden ved OL i Paris. På startstregen stod hun sammen Caroline Bohé og 34 andre ryttere.
Efter 32 kilometer i sadlen med en masse pedaltråd i kuperet terræn kom nordjyden ind som nummer 24, mens Caroline Bohé blev nummer 15 i mountainbikeløbet.
Allerede efter første mellemtid lå Sofie Heby Pedersen på en 24. plads, og den placering holdt hun hele vejen til målstregen.
Hverken de to danskere eller nogle af de øvrige ryttere kunne stille noget op mod Pauline Prevot Ferrand. Det var et sandt onemanshow fra start til slut, og franskmanden vandt OL-løbet i overlegen stil med knap tre minutter ned til nummer to.
Før OL interviewede TV2 Nord Sofie Heby Pedersen, og her lød meldingen:
- Hvis alt går op i en højere enhed, tror jeg på, at jeg vil kunne køre en top 10. Men det er svært at sætte sådan et resultat på det, fordi mit mål er bare at stå som den bedste version af mig selv.
En top 10-placering blev det ikke helt til, men se hvad danskeren ellers sagde i programmet herunder: