Pas på! Falske taxa i omløb
Med J-dag, julefrokoster og generel mere aktivitet i Jomfru Ane Gade lige om hjørnet, er det med at passe på. Det er nemlig en god ide at være ekstra opmærksom, selvom promillen skulle være høj.
For der er en falsk taxa i omløb ifølge Nordjyllands Politis døgnrapport.
Natten til lørdag blev en 33-årig nordjyde i byen i Aalborg nemlig udsat for tyveri efter at være kommet i en falsk taxa.
Da den 33-årige forsøgte at betale med dankortet, virkede systemet ikke. Taxachaufføren gav den 33-årige sit nummer for at ordne efterbetalingen dagen derpå, men nummeret viste sig at gå til en udenforstående kvinde, der tidligere havde oplevet flere lignende tilfælde.
Til gengæld var den 33-åriges tegnebog med dankort, kørekort, sygesikring og rejsekort forsvundet, og der var foretaget flere forskellige hævninger, på adskillige tusinde kroner et andet sted i Jylland.