Kort Nyt

Pirates taber første semifinale efter stort overtidsdrama

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Aalborg Pirates var tæt på at sikre sig den idéele start på semifinaleserien mod Esbjerg Energy tirsdag aften. 

Men selvom Aalborg Pirates hjemme i Gigantium var foran 4-2 med få minutter tilbage af kampen, lykkedes det gæsterne at tvinge kampen ud i forlænget spilletid med 4-4.

Her skulle Esbjerg Energy kun bruge knap fem minutter, inden Joshua Winquist gjorde det onde ved Aalborg Pirates og afgjorde kampen til Esbjerg Energys fordel med målet til 5-4.

Før kampen blev Pirates-målmand Georg Sørensen hyldet for sin kamp nummer 300, og ham blev der brug for. Gæsterne fra Esbjerg kom nemlig bedst fra start og styrede spillet. 

Pirates kom dog op i tempo efter en haltende start, og knap halvvejs gennem perioden kom der gang i målscoringen.

Først kom hjemmeholdet foran ved Kiril Kabanov, men knap var pucken smidt igen, før Esbjerg fik udlignet til 1-1. Aalborg Pirates sluttede første periode af med en friløber til Bo Hansson, men han misbrugte, og stillingen blev ved 1-1 efter en livlig start på semifinalerne.

I anden periode kom hjemmeholdet blæsende ud og trykkede Esbjerg Energy helt i bund. Aalborg spillede nærmest powerplay i starten. Helt fortjent fik Pirates bragt sig foran 2-1 ved Jeppe Jul Korsgaard. Esbjerg Energy var i anden periode kun farlige et par gange, og de oplagte Esbjerg forsøg tog 300 kamps-jubilaren Georg Sørensen sig af.

Tredje periode startede med powerplay til gæsterne, men igen var målmand Georg Sørensen på sin plads i buret. Kort efter kunne Tor Ulrik Rasmussen bringe piraterne foran 3-1, inden Phillip Schultz bragte spænding i opgøret igen halvvejs gennem tredje periode.   

Kort efter fik Esbjerg en udvisning, og "tak for det" sagde Søren Dietz Larsen, inden han scorede i powerplay til 4-2. Mange af de 4000 tilskuere begyndte et par minutter før tid at gå hjem, i troen på hjemmesejr. Men men men... For det lykkedes faktisk for Esbjerg Energy at score to gange på to minutter, og så skulle man i forlænget spilletid.

Her trak esbjergenserne det længste strå efter godt 4 minutter af den forlængede spilletid, da Joshua Winquist satte den afgørende scoring til 5-4 i netmaskerne.

Aalborg Pirates starter derfor semifinaleserien mod Esbjerg Energy på samme måde som kvartfinaleserien mod Rødovre med et hjemmebanenederlag.

Ejendom evakueret: Mand forsøgte at slukke brand i ældre dames lejlighed

Nordjyllands Beredskab er torsdag kort før middag kørt til Mejerigade i Vrå, hvor der er brand i en etageejendom.

Der er nemlig opstået brand på et komfur i en ældre dames lejlighed, fortæller indsatsleder Thomas Dybro.

- Branden har spredt sig til emhætten og tagrummet, hvor der dog ikke var ild, men kraftig røgudvikling, siger han.

Beredskabet blev alarmeret om branden klokken 11, og de beredskabet kom frem, blev der straks sendt et røgdykkerhold ind, der tog sig af brandslukningen.

- Vi har to, der er taget med på grund af røgskade, fortæller indsatslederen.

I forbindelse med branden blev beboerne i etageejendommen evakueret. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Hjalp genbo

Den ene af de to er den ældre dames genbo, der spottede ilden på komfuret og straks skred til handling. Han fik slukket for elektriciteten i lejligheden, men kunne ikke stille noget op mod røgen og branden.

- Ambulancen havde egentligt kigget på manden og besluttet sig for ikke at tage ham med, men politiet har vurderet, at han skal med. Han har meget adrenalin i kroppen, og jeg tror, det er en fornuftig beslutning, lyder det fra indsatslederen.

Der er 8-10 lejligheder i etageejendommen, og beboerne har i øjeblikket ikke adgang til lejlighederne.

- Selvom boligerne burde være tætte, skaber røgen et overtryk, der kan trænge ind alle steder. Så derfor tager vi lige og ventilerer lejlighederne med en højtryksudlufter, fortæller Thomas Dybro.

Tyve skaffede sig adgang til villa via orangeri

Der er givetvis en ærgerlig villaejer i Mariager.

Onsdag omkring klokken 13 smadrede ukendte gerningsmænd nemlig en rude i et organgeri på Mariagervej.

På den måde skaffede de sig adgang til huset, og stjal to PH lamper til en samlet værdi af 25.000 kroner.

Hvis man har set noget mistænkeligt i tidsrummet, kan man kontakte Nordjyllands Politi på 114.

Mand blev standset med hestetrailer - men der var et andet dyr i lasten

Det var mere end bare en færdselsforseelse, som lokalpolitiet i Thisted måtte notere en snart 90-årig mand for onsdag eftermiddag.

Det fortæller Henrik Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Manden kom kørende i sin bil med hestetrailer, da han påkørte et skilt på Sallingsundbroen. Det fik hjulet på traileren til at ryge af, men det forhinderede ikke den snart 90-årige i at køre videre - bare på fælgen.

Da poliet standsede manden, tog de også et kig i mandens hestetrailer. Her fandt de et ikke nærmere defineret antal kalve.

Derfor udviklede det sig fra 'bare' at være en færdselsforseelse til at blive en sag for Tungtvognscenter Nord.

- De skal undersøge, om der er sket en overtrædelse af godstransportbestemmelserne, siger Henrik Jensen.