Politiet kommer med opfordring efter første VM-dag
Den første konkurrencedag ved VM i landevejscykling for amatører, som Aalborg er vært for, er forløbet i god ro og orden.
Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Det er gået som forventet, og vi har generelt oplevet en god stemning blandt alle, der tager del i arrangementet, siger fungerende politikommissær Torben Arendrup fra Nordjyllands Politi.
Flere veje er afspærret i det tidsrum, hvor der afvikles cykelløb, og det har betydet ekstraarbejde for politiet.
- Der har været nogle hastende henvendelser, hvor beboere eller folk inden for vejafspærringerne har haft akutte behov - for eksempel i forbindelse med sygdom - og i de tilfælde har vi ydet eskortekørsel, så man har kunnet komme ind eller ud. På den måde er der blevet taget hensyn til akutte behov, siger Torben Arendrup, som kommer med en opfordring:
- Jeg vil selvfølgelig opfordre til, at man orienterer sig på forhånd, sætter tid af og følger anvisningerne derude. Cyklisternes ruter kan ses på nettet, og Aalborg Kommune har en fin oversigt over vejspærringer på deres hjemmeside.