Rekord-VM vækker glæde i Frederikshavn
I går sikrede Danmark sig bronze ved VM i kvindehåndbold.
Men udenfor banen vandt værtsnationen, som arrangerede slutrunden sammen med Norge og Sverige, guld.
Det kom Frederikshavn til gode.
Slutrunden er nemlig ifølge IHF, Det Internationale Håndboldforbund, det største VM nogensinde målt på tilskuere.
Arena Nord i Frederikshavn var vært for de indledende kampe, hvor man blandt andet forsøgte at gøre sig til overfor Ukraine og Grønland, som spillede nogle af sine kampe i den vendsysselske arena.
I Frederikshavn blev også alt fra skolebørn til ukrainske flygtninge inkluderet i håndboldfesten.
- Det er stort, at vores kommune bidrager til at spille en rolle i en positiv udvikling på tværs af nationaliteter, alder og præferencer i en tid, hvor verden er præget af uro, siger en begejstret borgmester, Birgit S. Hansen (S) fra Frederikshavn.
Sammenlagt er tilskuertallet til de 68 kampe på dansk grund gjort op til 196.000.
I alt - i alle tre værtsnationers haller - lagde 344.000 vejen forbi.
- Det er fantastisk flotte tal og viser den store opbakning til kvindehåndbolden i hele Skandinavien. Vi skylder en stor tak til alle for at være med til at løfte den store opgave, siger Morten Stig Christensen og takker blandt andet Frederikshavn og "sidst men ikke mindst vores fantastiske frivillige."