Sejr sender Pirates i front
Aalborg Pirates har fået en god start på sæsonen med tre sejre og et nederlag i de første fire kampe af Metal Ligaen.
Fredag aften gjaldt det Herning Blue Fox på hjemmebane.
Før opgøret var ishockey-piraterne lille favorit, og favoritværdigheden viste hjemmeholdet også på isen.
Det var dog først i anden og tredje periode, at Aalborg Pirates slog til. Efter 11 minutter af anden periode bragte Darien Craighead nordjyderne foran i powerplay.
Blue Fox udlignede små seks minutter inde i tredje og sidste periode, inden Jonas Brøndberg små fem minutter senere atter bragte Aalborg i front.
Med 15 sekunder tilbage cementerede Darien Craighead sejren med sin anden scoring i opgøret til slutresultatet 3-1.
Aalborg Pirates har 13 point efter fem kampe og ligger på førstepladsen i Metal Ligaen.