Stolt svømmer efter OL-finale: - Man skal lige synke oplevelsen
- Jeg tror lige, at man skal synke sådan en oplevelse her. Det kan godt være, at det tager nogle dage.
Sådan lyder ordene fra Aalborg-svømmer Helena Rosendahl Bach, mens hun sidder i bussen på vej hjem fra svømmearenaen, hvor hun tidligere torsdag aften svømmede sig til en delt fjerdeplads i OL-finalen i 200 meter butterfly.
- Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, at jeg ikke svømmede op til mit bedste som i semifinalen, men jeg synes, at jeg forsøgte at give den et skud, og så var der ikke mere tilbage i de sidste 50 meter.
- Jeg er egentlig rigtig stolt over at blive nummer fire. Det havde jeg ikke regnet med, da jeg satte mig i flyveren på vej ned. Så det er faktisk det, som jeg er allermest stolt af lige nu. Nu skal jeg nyde det de næste dage, siger den 24-årige svømmer.
Aalborg-svømmeren regner med at blive i Paris til afslutningen af OL for at bakke alle de andre danskere op.
- Vi har en del andre svømmere, der skal i aktion. Dem glæder jeg mig til at se og bakke op og give dem noget god energi, men så skal jeg også blive hernede og heppe på danskerne i de andre sportsgrene.
- Det er en sindssyg fed oplevelse at være hernede, og jeg glæder mig til at heppe på alle de andre, siger Helena Rosendahl Bach, inden hun retter en tak mod Danmark.
- Der har været virkelig god opbakning hjemmefra. Jeg føler virkelig, at jeg har kunnet mærke mange danskere, der følger med. Det har været familie, venner, sponsorer og alle mulige jeg ikke kender.
- Det er noget af det, der gør OL helt specielt, men det håber jeg også, at de vil fortsætte med efter OL, slutter Aalborg-svømmeren.