To biler kørte sammen i tunnellen - fortsat forlænget rejsetid på E45
Der er fortsat forlænget rejsetid på E45 i nordgående retning, efter der i eftermiddag skete et uheld i Limfjordstunnellen.
De to biler kom begge kørende i midterste vognbane, da den bagerste bil ville overhale ved at trække ud i venstre vognbane. Men bilisten overså, at bilen foran var bremset ned, og kørte derfor sammen med forankørende.
Det siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Christian Tilsted.
- Bilen ramte venstre baghjørne på den forankørende bil og flåede i den forbindelse hjulet af. Derfor skulle vi bruge både beredskabet og en ladvogn, inden vi kunne åbne motorvejen igen. Det giver noget kø, siger han.
Motorvejen i nordgående retning er i øjeblikket i forvejen udfordret, fordi bilister ikke kan køre fra på E39. Al trafik i nordgående retning bliver i øjeblikket ledt ad Høvejen.
- Jeg kan se lige nu, at der er meget tæt trafik i nordgående retning, siger vagtchefen.
Du kan selv følge trafikken på Vejdirektoratets trafikkort her.