Udlejer uforstående overfor restaurantejer
Det kom som en overraskelse for udlejeren, at Restaurant Vestre Baadelaug lukker og slukker.
Nina Pichler har valgt at lade sit spisested Restaurant Vestre Baadelaug gå konkurs. Det fortalte hun i et Facebook-opslag søndag aften.
Her fremgik det blandt andet, at der ifølge Nina Pichler har været to interesserede købere i år, men at bygningens ejere Sejlklubben Vestre Baadelaug ikke har villet godkende en overtagelse.
- Jeg har ikke kunnet få udlejerne i tale, og det er selvfølgelig træls, siger Nina Pichler samtidig til TV2 Nord mandag.
Men den udlægning af sagen er ikke korrekt ifølge sejlklubben.
- De refererede udtalelser om, at vores forening ikke ønsker at samarbejde med videre, kan vi ikke genkende, lyder det i en fælles besked fra bestyrelsen.
På trods af Nina Pichlers udmelding om en konkurs er det ikke noget, som fremgår af cvr-registret. Og konkursen kommer også som en overraskelse for restaurantens udlejer.
- Vi er rigtig ærgerlige over at kunne læse på jeres medie, at vores forpagter tilsyneladende er gået konkurs. Vi har været glade for samarbejdet igennem mange år, lyder det.
- Vi ønsker Nina alt godt i fremtiden, afslutter de.