Ure, halskæder og ringe - kender du disse tyvekoster?
Nordjyllands Politi efterforsker i øjeblikket en indbrudssag. De anholdte en 59-årig mand 17. december 2023 i Kildeparken i Aalborg.
Politiet har på nuværende tidspunkt afleveret flere genstande tilbage til de rette ejerfolk.
- Men vi har også en række effekter, som vi endnu ikke har fundet ejerne til. Det vil vi naturligvis gerne. Og derfor offentliggør vi nu en række billeder af disse effekter, ure og smykker, i håbet om at der er nogen, som genkender dem, siger efterforskningslederen ved Nordjyllands Politi, politikommissær Ulf Munch Sørensen
Politikommissæren tilføjer, at hvis man genkender disse effekter, så skal man ringe til politiet på 114.
Den 59-årig mand blev 18. december varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør i Retten i Aalborg. Han er varetægtsfængslet frem til 15. januar 2024.