Kort Nyt

Vigepligten blev ikke overholdt - cyklist kørt ned

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Klokken 21.01 rullede der en anmeldelse ind til Nordjyllands Politi på, at der var en cyklist, som var blevet kørt ned.

Uheldet skete ved krydset på Kastetvej og Poul Paghs Gade i Aalborg.

- Det var en bilist, der kører ud, som ikke overholder sin vigepligt. Cyklisten er kommet til skade og kørt på sygehuset, men det er ikke noget alvorligt, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi Karsten Højrup.

Politiet er stadig til stede ved uheldet. Vagtchefen fortæller, at det, som bilisten umiddelbart kan se frem til, er en bøde og frakendelse af kortet. Det indebærer en ny køreprøve og teori.

Det er den tredje gang, at Nordjyllands Politi onsdag har kunnet fortælle om cyklister, der er blevet kørt ned.

Kraftig sort røg får beredskab til at evakuere etageejendom

Nordjyllands Beredskab er torsdag kort før middag kørt til Mejerigade i Brønderslev, hvor der er brand i en etageejendom.

Der er kraftig, sort røgudvikling fra en lejlighed, hvor meldingen lyder på, at der er ild i en emhætte.

Derfor er beredskabet i gang med at evakuere bygningen.

Beredskabet skriver på X, at man skal give plads til udrykningskøretøjerne.

Opdateres...

Tyve skaffede sig adgang til villa via orangeri

Der er givetvis en ærgerlig villaejer i Mariager.

Onsdag omkring klokken 13 smadrede ukendte gerningsmænd nemlig en rude i et organgeri på Mariagervej.

På den måde skaffede de sig adgang til huset, og stjal to PH lamper til en samlet værdi af 25.000 kroner.

Hvis man har set noget mistænkeligt i tidsrummet, kan man kontakte Nordjyllands Politi på 114.

Mand blev standset med hestetrailer - men der var et andet dyr i lasten

Det var mere end bare en færdselsforseelse, som lokalpolitiet i Thisted måtte notere en snart 90-årig mand for onsdag eftermiddag.

Det fortæller Henrik Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Manden kom kørende i sin bil med hestetrailer, da han påkørte et skilt på Sallingsundbroen. Det fik hjulet på traileren til at ryge af, men det forhinderede ikke den snart 90-årige i at køre videre - bare på fælgen.

Da poliet standsede manden, tog de også et kig i mandens hestetrailer. Her fandt de et ikke nærmere defineret antal kalve.

Derfor udviklede det sig fra 'bare' at være en færdselsforseelse til at blive en sag for Tungtvognscenter Nord.

- De skal undersøge, om der er sket en overtrædelse af godstransportbestemmelserne, siger Henrik Jensen.