Syv personer blev anholdt i stor aktion – to er varetægtsfængslet, fem er løsladt
Onsdag har syv personer været fremstillet i grundlovsforhør.
Nordjyllands Politi er ikke færdig med at efterforske en sag, hvor syv personer tirsdag aften blev anholdt i en storstilet politiaktion i Dronninglund.
Onsdag kunne det første komma dog sættes, da alle syv personer blev fremstillet i grundlovsforhør.
To personer blev tidligere onsdag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger. Den ene, en 21-årig mand, blev fængslet for at være i besiddelse af en skarpladt pistol, mens en 26-årig mand blev fængslet på grund af mistanke om, at han havde en relation til et knivstikkeri fra marts måned i år.
De resterende fem personer er nu onsdag aften også blevet fremstillet i grundlovsforhør og her vurderede dommeren, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at varetægtsfængsle de fem personer. Derfor er de nu blevet løsladt, mens Anklagemyndigheden har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om de vil kære kendelsen til landsretten.
Det oplyser Nordjyllands Politi på Twitter.