Bil brød i brand på parkeringsplads
En bil brød tirsdag formiddag i brand på en parkeringsplads tæt på gågaden i Frederikshavn.
Det skriver Kanal Frederikshavn.
Bilen, en Mercedes-Benz Vito, var parkeret foran Frederikshavn Løve Apotek og tøjbutikken Gerda. Det var bilens dieselmotor, som brændte.
En forbipasserende optog en video af episoden.
Nordjyllands Beredskab blev alarmeret klokken 10.47 og var hurtigt fremme og fik kontrol over situationen. Ingen kom til skade ved branden.
Bilejere, som holdt ved siden af den brændende Mercedes-Benz, fik dog travlt med at fjerne deres biler, skriver Kanal Frederikshavn.