Elever startet på ny uddannelse i Frederikshavn
I dag har 150 nye elever haft deres studiestart hos MARTEC i Frederikshavn. Heraf er tolv af eleverne startet på uddannelsen til skibsingeniør, som er en helt ny uddannelse i Frederikshavn.
Lisbeth Hansen er én af de nye elever, der i dag er startet på uddannelsen til skibsingeniør. I 2016 startede hun på HF Søfart. Derigennem har hun fået sin interesse for den maritime branche. Nu drømmer hun om at komme til at arbejde på et skibsværft og være med til at designe skibe.
- Jeg vil gerne have et job, hvor jeg kan være kreativt tænkende. Bruge hovedet og eventuelt også lavet noget praktisk, hvis det er muligt, siger hun til TV2 Nord.
Efter flere af de store danske værfter med tiden blev lukket og flyttede til udlandet, blev uddannelsen nedlagt i Danmark. Derfor står vi nu i en situation, hvor en stor del af de tilbageværende skibsingeniører er ved at have nået pensionsalderen, og der ses en stor efterspørgsel på nye hænder.
Derfor har MARTEC nu, efter samarbejde og opfordring fra industrien, opstartet uddannelsen i Frederikshavn.
- Det betyder, at vi kan levere den vare, som industrien efterspørger, siger Pia Ankerstjerne, som er direktør hos MARTEC.