International hæder til nordjysk værtsby
Byrådssalen i Frederikshavn lagde lokaler til en uformel reception på VM i kvindehåndbolds første kampfri dag.
Siden 29. november har otte nationer spillet kampe i Frederikshavn, og hver nation fik inviteret to repræsentanter med til receptionen.
Foruden dem var også Dansk Håndbold, Sport Event Denmark og IHF. Det skriver Kanal Frederikshavn.
De lokale kræfter, der har været en stor del af forberedelserne og medvirkende til, at VM i kvindehåndbold i Frederikshavn blev en succes, var også inviteret med.
De kunne se til, imens IHF gav store roser til Frederikshavn som værtsby, til Arena Nord for at stille de bedste rammer til rådighed og til alle de frivillige.
Borgmester i Frederikshavn, Birgit S. Hansen holdt en velkomsttale, hvor hun fortalte, hvor vigtigt det er at samles om håndbold og hylde fællesskabet på tværs af nationaliteter og kulturer i en verden, hvor der er krig og ufred.