Kvotekongen uden kvoter tjener stadig milliarder
Det går nu meget godt for storfiskeren Henning Kjeldsen fra Skagen.
Efter en sag om kvotefusk, som han i november 2022 blev frifundet i, er pengepungen hos landets rigeste fisker stadig propfyldt.
Det viser årsrapporten for hans virksomhed Henning Kjeldsen Holding ApS ihvertfald.
1.328.577.000 kroner.
Altså mere end 1,3 milliarder.
Så meget lyder resultatet på efter regnskabsåret 2022. Og det sammenlignet med et resultat på 57.589.000 kroner året før.
Sidste år solgte skagboen størstedelen af sine fiskekvoter for svimlende 2,4 milliarder kroner.
Siden da har storfiskeren geninvesteret flere millioner af de penge i og omkring Skagen i form af både huse, kulturattraktioner og sågar busselskaber.
Henning Kjeldsen Holdings "væsentligste aktiviteter består i, gennem datterselskaber og partsrederi, at driveerhvervsfiskeri og dermed beslægtet virksomhed."
Et af de datterselskaber er Gitte Henning Pelagic A/S, som også er navnet på en af de helt store kuttere i Skagen som Kjeldsen har ejet. Gitte Henning Pelagic har også Henning Kjeldsen som direktør.
Datterfirmaet har således afleveret et overskud på næsten 200 millioner - oveni den 1,3 milliard, som holdingselskabet har lavet.
Senest investerede skagboen endnu engang i sin hjemby i juli.
Denne gang gjaldt det 10 nyopførte boliger til en samlet pris på 32 millioner kroner.
Bare en måned inden havde han også haft penge op ad lommen, da han sammen med Anita Christensen købte det ikoniske hotel Plesner i Skagen.